Helseklinikken
    Ved Rikke Agersted
      Forside Biopati Phytoterapi Shamanisme Artikler Baggrund Andet Links

     

     

     

     

    Ayni - om ligeværdige relationer - Af Rikke Agersted

    Ayni - om ligeværdige relationer.  

    I de andinske samfund er “ayni” et grundlæggende begreb. Ayni er det skabende, opererende princip for opførsel og væren og kendes helt tilbage til det gamle Inka Imperium, hvor fødevarer, tekstiler og andre varer blev betalt i skat. Staten betalte blandt andet befolkningen tilbage i form af uddeling af fødevarer og andre livsnødvendige ting i hårde tider.
     

    Energetisk vekselvirkning
    For at forstå ayni-princippet til fulde, er det nødvendigt også at forstå den spirituelle indgangsvinkel, de andinske samfund har til livet. Shamanismen har i tusindvis af år præget de sydamerikanske kulturer, og omkring Andesbjergene har de shamanistiske traditioner sat sit særlige præg på samfundet og befolkningens opfattelse af livet og den spirituelle verden.

    Ifølge de shamanistiske traditioner er alt i Universet forbundet energetisk, og mennesket producerer to slags energi; hucha, der er tung energi og sami, der er forfinet energi. Der vil altid være en vekselvirkning mellem disse energier, men det ophøjede mål for os mennesker er at lære at handle gennem sami. Når vi bliver vrede og skælder ud, sender vi hucha mod den person, der er genstand for vores vrede. Drager vi i stedet omsorg for et andet menneske i en eller anden sammenhæng, er det sami, vi sender  til vedkommende.

     

    Ayni handler om samspillet mellem sami og hucha, og hvorledes vi som mennesker vælger at forvalte vores energi. Målet er at vælge lysets vej. At leve et liv, hvor vi handler udfra hjertet i stedet for gennem hovedet. Hvor vi lægger lys og kærlighed i vores handlinger, har medfølelse og omsorg for vores medmennesker samt et overordnet mål om at gå uselvisk gennem livet i stedet for at lade vores egen person være omdrejningspunktet. På den måde er vi med til at skabe harmoni og balance; både på det personlige plan men også i det større perspektiv.

    Ayni lærer os at være i balance med alle levende væsener.

     

    Ligeværdige relationer

    Ayni skaber ligeværdige relationer, for når vi lever vores liv med påskønnelse af andre og deres kvaliteter, bevæger vi os væk fra begreber som den danske jantelov, hvor den enkelte helst ikke skal skille sig ud fra mængden eller tro, at han er noget. I det peruvianske samfund kommer ayni bl.a. til udtryk ved et system, hvor landmændene hjælper hinanden med at dyrke markerne. Hvis en person i lokalsamfundet bliver syg, vil naboerne helt naturligt overtage vedkommendes arbejde på markerne i sygdomsperioden. Systemet gør, at alle får hjælp, når de trænger det, men ikke efter en målestok, hvor hver eneste handling måles og vejes i tid eller penge.  Systemet bygger på udveksling af sami.

     

    Ayni kommer også til udtryk gennem viden og kundskaber, for de der har modtaget disse i livet forpligter sig helt naturligt til at give det tillærte videre til andre, der har brug for det og gerne vil lære. Uanset hvor lidt eller hvor meget man ved. Ved at give og ved at tage imod skabes lighed, og der er ingen hæder eller beundring fra omgivelserne til de, der stiller sig udenfor dette energetiske princip ved at hævde sig selv i forhold til andre. Hvert eneste menneske har en helt naturlig respekt i samfundet, uanset om det er skraldemanden eller professoren. Hver især har de viden og gaver med sig i livet, som de kan dele ud af. Derigennem kommer de ligeværdige relationer - at der er respekt for det enkelte individ og den læring denne sjæl har i livet.

     

    Aynis udtryk

    Overalt i verden foretages handlinger, der til fulde lever op til principperne i ayni. De kommer f.eks. helt enkelt til udtryk i de små handlinger i dagligdagen som et simpelt tak eller måske et knus til en person, der har en dårlig dag. En anden dag returneres knuset måske i form af en hjælpende hånd eller noget helt andet. Et klassisk eksempel er også værtindegaven, der gives som et udtryk for den taknemmelighed, hvormed man tager imod en middagsinvitation. Det kan være en buket blomster, man giver som tak til bedstemor, der har passet børnebørnene, mens de var syge, eller det kan være betalingen, man giver den behandler, der har udført et stykke arbejde for én. Uanset hvad situationen er, så handler ayni om ligeværdige relationer og om at give noget tilbage til de, der  gør noget for en. Prisen eller størrelsen på det der gives i forhold til det, der er modtaget, er ikke relevant. Men princippet om påskønnelse og energetisk vekselvirkning er altafgørende.

     

    En verden af levende energi

    Vi mennesker er de eneste skabninger, der producerer sami og hucha. Vi er hele tiden i samspil med disse energier men også med kawsay pacha, som direkte kan oversættes som “verdenen af levende energi”. Kawsay pacha er den allestedsnærværende, universielle energi, som knytter alt sammen.

    I forhold til begrebet ayni er menneskets samspil med kawsay pacha også knyttet til sami og hucha. Går man den spirituelle vej, og derigennem bringer energiarbejdet ind i sin dagligdag, vil man hurtigt forstå, at de energier, der opfattes som hucha for mennesker, kan være nærende energier for andre universielle kræfter. Når man for eksempel renser sit eget energifelt (i andre traditioner kaldet aura) for tunge energier - hucha gives den typisk som en offergave til Moder Jord, idet hun transformerer den til lys og let energi. Faktisk er afgivelsen af ens egen hucha den ayni, man giver, for at modtage kawsay fra jorden, vandet, universet eller for eksempel solen, når man lader sit energifelt op. På den måde vil der hele tiden være en strøm af energi til og fra det enkelte menneske, men også mellem alt andet i universet. 

     

    Som enkeltindivider kan vi hver især vælge, hvorledes vi ønsker at forholde os til verden omkring os. Vi kan inddrage princippet ayni i vore handlinger og derigennem gøre en indsats for at skabe en bedre balance i det samfund og den verden, vi lever i. Et gammelt ordsprog siger: “mange bække små”, og illustrerer meget fint, hvorledes vi hver især kan gøre en forskel gennem bevidste valg i selv de små ting.

     

     

     

     

     










     

     

    Top

     




     

     

     

     

    Helseklinikken - Hovedgaden 20, st. tv. - 4140 Borup - Mobil 28 18 70 44 - info@helseklinikken-agersted.dk