Glæde eller modstræbelse er blot nogle af reaktionerne, når ånderne utvetydigt har udvalgt en person til at gå shamanens vej, der har været været brolagt med en lang og hård læretid, udfordringer, afsagn og opofrelse for shamanen og dennes lærling. Alligevel har shamanismen overlevet i mere end 50.000 år og trods forfølgelser og udryddelse i moderne tid, har shamanismen en opblomstring i disse år, hvor flere og flere føler sig kaldet af åndeverdenen.

 

De oprindelige folk

Shamanismen kan spores 40 – 50.000 år tilbage i tiden og har eksisteret ligeså længe, der har været menneskelige samfund. Shamanens opgave har i årtusinder været at hjælpe samfundet og den verden, han levede i. Det var ham, man opsøgte ved sygdom, problemer og med ønsket om hjælp til forskellige spørgsmål i livet.

Shamanen har altid været helbreder og urtekyndig; han arbejdede som viisman, seer og havde en samfundsbeskyttende funktion i kraft af sine magiske evner og kontakt til åndeverdenen. Shamanens specielle evner kommer den dag i dag til udtryk i det raffinerede energiarbejde, han udfører, og den specielle kontakt til åndeverdenen han har.
Både mænd og kvinder har haft lige muligheder for at gå den shamanistiske vej, og i mange oprindelige samfund har ægtepar arbejdet sammen side om side med hver deres kvaliteter i henhold til feminine og maskuline energier, der ligesom taoismens yin og yang har en central rolle i det balancerende energiarbejde.

Ægtefæller har haft hver deres arbejdsområde, og har udført et dynamisk samarbejde i henhold til balancering af de problemer, samfundet opsøgte dem med.

Mange af de oprindelige folk er forsvundet fra landkortet eller har skiftet deres livsstil ud med den vestlige. I takt med at missionærer, videnskabsfolk, krig, grådig industri og materialistiske visioner har ødelagt meget af Jordens natur og store skovområder, er også de traditionelle samfund gået tabt.
Der findes dog stadig småsamfund overalt på jordkloden, som lever efter de gamle principper, hvor shamanismen har en vigtig rolle i dagligdagen. Om ikke andet så gennem den lokale shaman, der tager vare på lokalsamfundet og holder traditionerne i hævd. Det er af disse folk, vi vesterlændinge på ny lærer at tage vare på naturen og respektere alt levende. Det er også af disse såkaldte ”primitive” folk, vesterlændinge indvies i de shamanistiske traditioner og dermed hjælper et helt samfund med at finde fornyet balance i en verden, der lider helt utroligt under industrialisering, pengegriskhed og tabte værdier.

 

Ren energi
Shamanen har et animistiske syn på verden og dens skabninger. Han anerkender alt som levende, omend liv i denne sammenhæng betyder at have sjæl og at kunne sende og modtage energi. Mennesker, dyr, planter, sten og alle elementerne betragtes som levende, idet shamanen er i stand til at kommunikere med dem alle energimæssigt.

 

Rent faktisk ved man i vore dage, at alting består af atomer, der kan beskrives som energi i bevægelse. Vores verden og hele Universet er een stor energimasse, som er i konstant bevægelse og forandring, hvilket er præcis, hvad shamaner i tusindvis af år har hævdet. Alt er forbundet med hinanden på energiplan, og shamanens særlige evne er, at han formår at stille ind på forskellige energivibrationer. Præcis som når TV’et skal indstilles på de forskellige kanaler, kan shamanen spore sig ind på energisignaler med et ”klart” billede, eller han kan være uheldig eller utrænet og få ”flimmer” på skærmen. Meget forenklet kan man sige, at shamanen er en mester i at navigere med den energetiske verdens ”fjernbetjening”, præcis som man kan lære at finindstille kanalerne på fjernsynet.  De energetiske informationer opfattes i billeder, farver, lyd, følelser eller smag. Den enkelte har typisk en eller få særligt veludviklede sanser, hvilket afspejler sig i den enkeltes evner og måde at arbejde shamanistisk.

 

Udvalgt af ånderne
I de traditionelle, shamanistiske samfund har der altid været ganske specifikke kendetegn, der gjorde sig gældende, når åndeverdenen havde udvalgt en person som shamanlærling.
I Peru har man for eksempel altid betragtet det som et tydeligt tegn på udvælgelse, hvis lynet slog ned i en person, og vedkommende overlevede.  Faktisk slår lynet slår ned 3 gange. Den første gang slår det personen ihjel, anden gang splintres kroppen i mange stykker, og tredje gang sættes kroppen sammen på ny i en genfødt og oprindelig form. Det siges, at lynet vækker de slumrende evner til live.

 

Nogle mennesker er født med en meget veludviklet spirituel sans og kan allerede fra de er helt små kommunikere med åndeverdenen. Måske ser de ånder, spøgelser eller oplever clairvoyante evner. Dette kan netop være et tegn på, at vedkommende er udvalgt til at gå den shamanistiske vej.
Et andet tegn er længsel efter naturen; at være alene. Mennesker med denne længsel kan forsvinde i dagevis eller længere perioder ud i naturen.

 

Ånderne kan også udpege en person gennem særlige tegn eller mærker på kroppen. De såkaldte heksemærker, som man i middelalderen i den vestlige verden betragtede som et tegn på hekseri, bliver i nogle shamanistiske samfund betragtet som åndernes tegn på udvælgelse. Hvis et barn fødes med fosterhinden over hovedet, er det ligeledes en klar indikation af, at en kommende shaman er født.

 

Åndehjælperne kan desuden give sig til kende i novicens drømme i form af et bestemt dyr eller en person, der viser sig i drømmene igen og igen, for at trænge igennem til den drømmendes bevidsthed med budskabet.

 

I andre tilfælde er det den lokale shaman, som opsøger den udvalgte for at fortælle, at han har fået til opgave et videregive sin viden til vedkommende.  Ånderne har udpeget novicen og givet shamanen opgaven at varetage oplæringen.

 

Nogle mennesker oplever en stærk interesse for og et indre kald i retning af shamanismen. Også dette er et tydeligt tegn, idet åndehjælperne, som har til opgave at arbejde med vedkommende, af al magt vil prøve at gøre vedkommende interesseret i det shamanistiske arbejde. I den vestlige verden opleves kaldet meget ofte på denne måde, da vi jo ikke har et stærkt, traditionelt netværk at læne os op af, og derfor ikke kender de mange tradtionelle tegn fra åndeverdenen.

At tage imod ansvaret
At gå den shamanistiske vej er et meget stort ansvar, og derfor er det langtfra alle, som tager imod udfordringen, selvom de er udvalgt af åndeverdenen,. At gå shamanens vej er lig en masse afsavn og opofrelse. Tiden er pludselig ikke ens egen, men er dedikeret til det shamanistiske arbejde, der traditionelt set blandt andet indebærer, at man står til rådighed for lokalsamfundet døgnet rundt til hjælp med healing, sygdomsbekæmpelse, spådomskunst og i det hele taget at hjæpe med at afbalancere energierne i naturen og samfundet. Shamanen står til rådighed for Universet og skal til enhver tid have sit primære fokus på naturen, mennesker og dyr som behøver hjælp, healing og energiarbejde.

 

At gå shamanens vej er et hverv, man dedikerer hele sit liv til. Netop derfor har mange værgret sig ved at tage imod denne funktion.
Det er dog ikke helt ukompliceret at ignorere åndeverdenens kalden. Da alle energierne er afstemt til, at den enkelte skal udvikle sig shamanistisk, kan det give problemer i vedkommendes liv at kæmpe imod kaldet. Simpelthen fordi energierne modarbejder andre ønsker. Derfor ender det for mange med at de, efter ihærdige forsøg på at leve et normalt liv, til sidst må overgive sig til det shamanistiske kald.

 

Shamanlærling i Vesten
Det er vigtigt at skelne mellem interesse for shamanismen og en egentlig dragen imod den. I vores kultur, som har mistet den oprindelige kontakt til shamanismen, misforstår nogle essensen i det shamanistiske kald. I de traditionelle samfund kan en shamans læretid være på mellem 15 – 25 år, hvor vedkommende er i kontakt med sin læremester hver eneste uge og i perioder hver eneste dag.
Den mulighed har vi ikke i den vestlige verden, men er nødt til at udvise en utrolig stor viljestyrke for at holde fast i det shamanistiske kald eller opsøge egnede lærermestre, som måske lever tusindvis af kilometer herfra. De færreste vesterlændinge trænes på traditionel vis, men indføres i shamanismen på kurser og rejser rundt i verden, hvor der er mulighed for at møde shamaner fra de traditionelle samfund i få dage eller uger af gangen.

 

Det giver derfor næsten sig selv, at den træning, en vesterlænding skal igennem, giver shamanismen en helt ny form, men også en større risiko for at den enkelte ikke trænes ligeså kompetent som tidligere. I hvert fald kræver det en hel del selvjustits , en stor portion ydmyghed og erkendelse af egne begrænsninger for at dygtiggøre sig på lige fod med de meget kraftfulde shamaner, der heldigvis stadig findes rundt om i verden.

 

Shamanens arbejde
I mange tusinde år har shamanens arbejde blandt andet været at udføre ceremonier og ritualer, som skulle sikre sundhed, balance, trivsel og vækst. Altså et balancerende og harmoniserende arbejde i tæt kontakt med åndeverdenen og Universet. Arbejdet er rettet mod lokalsamfundet, men i ligeså høj grad mod Moder Jord og Universet.

 

I arbejdet indgår også healing og helbredelse med urter, sten og krystaller. De fleste shamanistiske kulturer har udviklet særdeles kraftfulde helbredelsesceremonier med bevidsthedsudvidende plantemedicin som ayahuascar, peyotekaktus, San Pedrokaktus og psykedeliske svampe. Disse ceremonier har intet at gøre med den vestlige verdens syntetiske, narkotiske stoffer og misbrug heraf, og det kan ikke understreges nok, at ligeså kraftfulde, vidunderlige og healende shamanens ceremonier er, ligeså skræmmende, frihedsberøvende og ødelæggende er pusherens udvalg af stoffer.
Shamanens ceremonier skaber healing og balance hos det enkelte menneske, hvorimod pusherens tilbud skaber ubalance og forstyrrelser i den enkeltes energibalance.

 

Healing foregår også uden hjælp fra bevidsthedsudvidende ceremonier, og begreber som offerpakker, sjælehentning, sjælerejser, chakrahealing, fjernelse af flydende og krystalliserede energier samt entiteter er blot nogle af de redskaber, der kan bruges under en healing.

 

Shamanen har ligeledes været seeren, der kunne fortælle om fremtidens muligheder og ting, der ville ske. En del af dette arbejde har været shamanistisk drømmetydning (forskellig fra moderne drømmetydning), forudsigelser, tydning af varsler og tegn i naturen og ikke mindst en tæt dialog med ånder og kraftdyr for at blive vejledt i arbejdet og skabe indsigt, hvor det var nødvendigt.
Bålceremonier, bønner, sang, musik og røgelse er andre kraftfulde redskaber i shamanens arbejde, ligesom han i visse kulturer har benyttet sig af trancetilstande for at udøve sin gerning. Kontakten til åndehjælpere og kraftdyr er helt centralt i arbejdet. Alt, hvad shamanen gør, sker med ønsket om at skabe balance og harmoni rent energimæssigt. Uanset om det er i forhold til sygdom eller forurening af Jorden.

 

Shamanens arbejde er udelukkende spirituelt betinget, om end mange betragter det som en religion. Det er det ikke. Shamanismen anerkender alle religioner, og shamaner over hele verden implementerer deres folks religion i det spirituelle arbejde. At implementere religiøse symboler kan være en måde at svinge med sit samfunds energimæssige vibrationer og dermed lette det shamanistiske arbejde.

 

En ærestitel
Shamanen er blot værktøjet, som Universet arbejder igennem. Titlen shaman er en ærestitel, man får tildelt af samfundet efter lang tids virke, som tegn på den anseelse og respekt, man har opnået. Shamanen selv har en mere ydmyg holdning til sit arbejde og kalder sig for healer, inka-præst (hvis han er fra Andesbjergene) eller noget tilsvarende. Ydmyghed er et nøgleord i de shamanistiske traditioner, for jo mere man indvies i åndeverdenen, jo bedre forstår man, at hver enkelt menneske blot er en lille brik i et stort og kompliceret energetisk netværk.

 

I den moderne verden er der hårdt brug for det shamanistiske arbejde. Moder Jord har brug for hjælp til at overleve menneskets voldsomme indgreb og overgreb på naturen. Vi må lære igen at ære og respektere hende som den levende, energetiske og fysiske skabning, hun er. Der er mere end nogensinde før brug for folk i den vestlige verden, som vi med tiden kan give titlen shaman for derigennem at ære vores forfædre, der i titusindevis af år videregav den ældgamle viden og visdom om, hvorledes alt er forbundet. Ved at genkalde os den gamle visdom, øger vi bevistheden om, hvordan mennesket energetisk er knyttet til naturen og alt andet omkring os. Det er nødvendigt for ikke at fortsætte med at kappe de energetiske livslinier, hvorved vi henter åndelig og fysisk næring, vitalitet og livskraft.

 

 

Anbefalelsesværdige bøger om shamanisme.

 

Danske titler:
”Kvinden i shamanens krop” af Barbara Tedlock
”Inka-Indvielsen” af Elizabeth Jenkins
”Shamanens Visdom” af Alberto Villoldo
”Sjælehentning” af Alberto Villoldo
”Shamanens Vej” af Michael Harner
”Shamanisme” af Leo Rutherford
”Shamanistisk Healing” af Kristin Madden
”Vinden er min Moder” af Bear Heart
”Livets Cirkel” af Hawk of the Yellow Wind

 

Engelske titler:
”Keepers of the Ancient Knowledge” af Joan Parisi Wilcox
”Shapeshifting” af John Perkins
”Spirit of the Shuar” af John Perkins
”The World is as you Dream it” af John Perkins
”Confessions of an Economic Hitman” af John Perkins
”Chosen by the Spirits” af Sarangerel
”Riding Windhorses” af Sarangerel
”Animal Speak” af Ted Andrews
”Shapeshifting” af Ted Andrews
”Animal-Wise” af Ted Andrews
”Soul Retrieval” af Sandra Ingerman
”A Medicine Woman Speaks” af Cinnamon Moon

 

 

 

 

 

Top

 

 

 

 

 

Helseklinikken - Hovedgaden 20, st. tv. - 4140 Borup - Mobil 28 18 70 44 - info@helseklinikken-agersted.dk