| Helseklinikken |
| Ved Rikke Agersted |
Baggrund
”Vi ser ikke tingene, sådan som de er, vi ser dem, sådan som vi er”, har Anaïs Nin så smukt sagt.
Jo mere jeg lærer, jo mere rigtige finder jeg disse ord, som også falder flot i tråd med den shamanistiske måde at anskue tingene på. For vi mennesker er styret af de underliggende overbevisninger, frygt samt kulturelle og religiøse sandheder, som vi er vokset op under. Alle disse elementer er med til at forme os som mennesker og leder os ind på en bestemt vej i livet med de valg, vi tager. Med masser af læring, skønhed og udfordringer til følge.
Min vej blev formet allerede i teenageårene, da jeg som 14 årig så en annonce fra Børnefonden og besluttede mig for at blive fadder for et barn i Afrika. Ønsket om at hjælpe andre faldt helt naturligt, og da jeg samtidig fik flere og flere holdninger til miljø- og sundhedsspørgsmål var det eneste rigtige at slå ind på uddannelsen til biopat og phytoterapeut.
Jeg blev færdiguddannet i år 2000 og to år efter befandt jeg mig en dag i Holland til et shamanistisk træningsprogram med Alberto Villoldo. Jeg havde længe haft en stærk følelse af, at naturmedicinsk behandling ikke var nok for mine klienter, og efter at være startet på ”Shamanens Visdom” af Alberto Villoldo vidste jeg dybt i mit hjerte, at det var den vej, jeg skulle gå for at finde den ekstra hjælp til mine klienter, som jeg manglede. Få uger efter mødte jeg Villoldo for første gang og hans træningsforløb blev et kæmpestort vendepunkt i mit liv. Ikke kun i forhold til mit arbejde, men i høj grad også på det personlige plan.
Nu, en del år efter dette første møde, har jeg fundet andre læremestre og undres hver gang over den skønhed og visdom, deres undervisning bringer. Jeg har valgt at søge nye indsigter hos mennesker, hvis viden er overgivet fra generation til generation i mange hundrede eller tusinde år. Jeg er af den overbevisning, at den viden og de kundskaber, der findes i de traditionelle shamanistiske samfund har den visdom og kraft, som vi her i vesten har brug for at lære af for at hjælpe os selv og det samfund, vi lever i.
I dag bruger jeg alle de ting, jeg har lært, i behandlingen af de mennesker, der opsøger mig. Shamaner, medicinmænd, urtekyndige m.v. verden over har alle arbejdet med helbredelse ved også at inddrage urter og kostvejledning i behandlingen. Den moderne videnskab har haft et behov for at studere naturens skatkammer og forstå de helbredende makanismer bag mange af de gamle sandheder. Derfor sluttes ringen i dag på en fin måde ved at gammel viden møder ny viden til gavn for de klienter, der opsøger mig.


