Cellerne elsker magnesium
Bragt i sund-forskning.dk i juni 2013
Mineralet magnesium indgår i mange fundamentale processer på celleplan, hvor det styrer energiomsætningen, kalkoptagelsen, forskellige hormonbindinger samt iontransporten gennem cellemembranerne. Magnesiummangel kan blandt andet være medvirkende til udviklingen af migræne, PMS, osteoporose og type 2-diabetes.
Magnesiummangel
Det påstås, at omkring halvdelen af befolkningen i den vestlige verden er i underskud af magnesium grundet den meget forarbejdede kost og det store indtag af færdigretter og fastfood, som ikke indeholder nævneværdige mændger af det vigtige mineral. Derudover kan nyresygdomme, mave-tarmsygdomme, alkoholisme og langvarig behandling med vanddrivende medicin udløse magnesiummangel.
Symptomer
Typiske mangelsymptomer er muskelkramper og herunder ofte lægkramper. Muskelforstyrrelser, svimmelhed, hjertebesvær, hjerterytmeforstyrrelser, træthed, kvalme og appetitløshed, nervøsitet, PMS samt kolesterolproblemer er andre almindelige symptomer.
PMS og magnesium
Kvinder, som lider af den type PMS, hvor de har stor trang til søde sager og ofte også for meget mad i det hele taget, lider tilsyneladende af magnesiummangel og vil opleve en stor bedring ved et indtag af magnesium i kombination med B6, som er nødvendigt for mineralets virkning.
PMS skyldes en ubalance i hormonerne, hvor der er for lidt progesteron og for meget østrogen i perioden op til menstruationen. Symptomer på progesteronmangel er koncentrationsbesvær, oppustethed, nervøsitet, depression, irritabilitet, vægtforøgelse, formindsket eller kraftig blødning, menstruationskramper, nedsat sexlyst, kortere menstruationscyklus, akne, ømme bryster og godartede brystknuder.
Magnesium hjælper blandt andet, fordi det indgår i dannelsen af de gode prostaglandiner, som afhjælper kramper i livmoderen, de psykiske PMS symptomer samt væskeophobninger. 500 – 600 mg. Magnesium og 100 mg. B6 vitamin sammen med et multi B-vitaminprodukt er effektiv behandling, da B-vitaminerne har brug for hinanden i optagelsen.
Menstruationsmigræne
The National Headache Foundation har konstateret, at kvinder, der lider af migræne før eller efter menses har en ubalance i østrogenproduktionen. Kvalme og irritabilitet samt en øget psykisk følsomhed er desuden typiske symptomer i denne form for PMS.
Magnesium er vigtigt for en sund nervefunktion og The National Migraine Association anbefaler 400 mg. magnesium dagligt i kombination med 100 mg. B6 vitamin for at undgå migræneanfaldene. B6 vitamin spiller en rolle i omdannelsen af aminosyren tryptofan til brugbart B3 –vitamin. Omdannelsen er med til at vedligeholde hormonbalancen og selvom B6 ikke normalt bruges til at behandle migræne har man alligevel konstateret at kombinationen af B6 og magnesium har en effekt på PMS relateret migræne.
Vigtig for insulins virkning
En stor analyse af 13 forskellige observationsstudier viser, at mennesker med et indtag af magnesium kontra personer med et lavt indtag har en langt lavere risiko for at udvikle type 2-diabetes. Magnesium påvirker insulins virkning på cellerne og dermed også omsættelsen af glucose til energi. Forskerne konkluderede desuden, at børn og unge med et lavt magnesiumindhold i blodet har en øget risiko for at udvikle insulinresistens.
Der er altså mange gode grunde til at spise en magnesiumrig kost og tage et tilskud, ifald der er indikerede grunde herfor.

Skrevet af Rikke Agersted