En sund mavetarm-flora giver et sundere liv

Bragt i sund-forskning.dk i august 2015.

Det siges, at vi bliver, hvad vi spiser. En sandhed med modifikationer, for ved ubalancer i mavetarm-floraen er det ikke sikkert, at vi kan optage alle de sunde næringsstoffer i maden. Der er heldigvis meget, man selv kan gøre for at rette op på ubalancerne.

 

Den glade mave

Det mærkes tydeligt, når mavetarm-systemet ikke er i topform. Luft i maven, mavepine samt hård eller løs mave er de mest almindelige symptomer på ubalance i tarmfloraens økologi.

Når fordøjelsen fungerer som den skal, mærker man ingen symptomer, og det er en god indikation for, at slimhinder, mikroflora og fordøjelsesprocesser trives og arbejder optimalt i nedbrydningen og optagelsen af næringsstofferne, hvilket er forudsætningen for, at kroppen kan udnytte kosten.

 

Når skadelige bakterier koloniserer sig

Der kan være mange grunde til at der opstår ubalancer i mave-tarmfloraen. Oral smitte med patogene bakterier som coli, salmonella, streptokokker, stafylokokker og campylobacter kan give alvorlige infektioner. Parasitter kan også lave voldsom ravage i fordøjelsessystemet og mennesker, der smittes, kan sommetider være flere år om at blive raske igen. Nogle af de meget sejlivede parasitter kan man være uheldig at redde sig på udenlandsrejser, hvor der ikke er den samme køkkenhygiejne, som vi kender herhjemme. Derfor er det en god idé at forebygge angreb på rejser med probiotika, som hjælper den sunde tarmflora med at stå imod de sygdomsfremkaldende angreb.

 

Probiotika er også bakterier

Når der er en god balance i tarmene, er pH-værdien lige under 7, som er den neutrale pH-værdi (kilde: Biotech Academy, "Probiotika - de sunde bakteriers kamp). Probiotika er sundhedsfremmenede bakterier, som producerer mælkesyrebakterier. Disse bakterier er med til at sænke pH værdien en smule i tarmen, og derved er der mange patogene bakterier, der ikke kan overleve, da de trives bedst ved en lidt højere pH-værdi. De sundhedsfremmende probiotika er desuden gode til at sætte sig fast i tarmvæggen og til at kolonisere sig. Det betyder, at de er med til at fortrænge nogle af de skadelige bakterier fra pladserne, og derved er det sværere for sygdom at udvikle sig. Sundhedsfremmende bakterier optager næring fra kosten og er blandt andet glade for kostfibre. Vi kan altså selv være med til at styre, hvordan vores tarmflora har det ved at spise de ting, som tarmfloraen trives med.

 

Vælg den rigtige probiotika

Langt fra alle mælkesyrebakterier er modstandsdygtige overfor de forskellige fordøjelsesprocesser, og vil derfor i behandlingsøjemed ikke have nogen stor værdi. De mælkesyrebakterier, som naturligt findes i produkter som A38 naturel, tykmælk og Cultura naturel er modstandsdygtige overfor mavesyrens nedbrydningsprocesser, og kan dermed være et godt supplement i den daglige kost. Andre surmælksprodukter har typisk ikke helt samme værdi for tarmfloraen, men er selvfølgelig ikke forkerte at spise. Man bør dog undgå de sukkerholdige surmælksprodukter, da sukkeret fodrer svampe, dysbiotiske tarmbakterier og parasitter. Værdien af den sunde probiotika i produkterne går derfor fløjten.

 

Næring til de sunde tarmbakterier

FOS er en forkortelse for fructo-oligosakkarider, som også kaldes fruktose. Det er et sukkerstof, som findes naturligt i frugt og grønsager. Der er kort- og langkædede fructo-oligosakkarider, og FOS er de kortkædede. Man har fundet ud af, at FOS virker som gødning for de sunde tarmbakterier. 

 

Forebyg med probiotika i kosten

Du kan gøre meget selv i det daglige for at forebygge ubalancer i tarmsystemet.

Her er nogle tips:

-spis fiberrigt

-spis mælkesyreprodukter med gode probiotika, der styrker tarmfloraen

-spis sundt med masser af frugt og grønt

-undgå sukker, kaffe, alkohol og kulsyreholdige drikke i det daglige

-hold indtaget af usunde fødevarer på et minimum

-drik rigeligt med vand - 2 - 2,5 l. dagligt og mere, hvis det er meget varmt, eller du dyrker meget motion

-sørg for at røre dig dagligt. Gåture, cykelture eller mere organiserede motionsformer hjælper fordøjelsen med at fungere optimalt

-på udenlandsrejser bør du undgå at spise frisk frugt og grønt, som ikke har skal / skræl, du selv kan tage af. Undlad ligeledes at drikke vand fra hanerne, medmindre du ved, at det er godkendt som drikkevand, og tænk i det hele taget over hvad du spiser, og hvordan det er tilberedt.

 

Skrevet af Rikke Agersted

This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now