top of page
Hvidløg virker stadig
- men nutidens vampyrer er resistente bakterier

Bragt i sund-forskning i februar 2017.

Hvidløg skattes over det meste af kloden og har været brugt i folkemedicinen i århundreder. De moderne kosttilskud giver helt nye muligheder for at udnytte det fantastiske løg i bekæmpelsen af uønskede bakterier, vira, svampe og parasitter.

 

De fleste ved, at det er det rå hvidløg, der indeholder flest af de aktive stoffer, som gør gavn udfra et naturmedicinsk synspunkt. Hvidløg, som i timevis har boblet i en sammenkogt ret og løftet dens smagsindtryk til nye højder, har mistet meget af sin helbredende kraft, selvom det smager vidunderligt. Og da mange værgrer sig ved at skulle knase de små friske fed mellem tænderne på daglig basis på grund af den efterfølgende hvidløgsånde, kan det være svært at udnytte hvidløgets gode egenskaber optimalt. Det er der heldigvis en løsning på.

 

Standardiseret stof

Allisure er et patenteret og standardiseret produkt, som består af allicin, som er det mest aktive stof i hvidløget. Allisure er resultatet af en proces, hvor allicin trækkes ud af de friske hvidløg og efterfølgende på flydende form spraytørres, så der dannes allicinpulver, som kan puttes i kapsler.

I frisk tilstand er allicin ret flygtigt og nedbrydes hurtigt, efter at hvidløges kvases eller skæres. Derfor skal man spise hvidløget med det samme, det er tilberedt, eller alternativt få hjælp gennem kosttilskud for at udnytte allicinens fantastiske egenskaber bedst muligt.  Ved at vælge produkter med Allisure, er man sikret en ensartethed i effekten, hvilket kan være en stor fordel, hvis man helt målrettet vil behandle en af de mange lidelser, som allicin er virksomt imod. Halsbetændelse og andre betændelsestilstande i kroppen lider under hvidløgets helbredende stoffer.

 

Personlig erfaring

Er du en af dem, der ofte lider af betændelsestilstande i de øvre luftveje om vinteren, kan det betale sig at forebygge vintersygdommene med et dagligt tilskud af hvidløg. Enten friske fed eller et tilskud. Personligt er jeg en af dem, der i årevis havde tendens til flere forkølelser og ondt i halsen hver vinter. Trods alskens vitaminer, urtedråber m.v. kunne jeg bare ikke holde det fra livet. Kun dæmpe sygdommen og forkorte dens levetid. Vi mennesker har forskellig konstitution, og jeg har erfaret gennem årene, at det også er meget forskelligt, hvad der virker på den enkelte. Efter et dagligt tilskud af hvidløg fra omkring 1. oktober og 5 - 6 måneder frem hvert år, får jeg faktisk aldrig infektionssygdomme længere.

Allicin er også virksomt mod betændelsessteder andre steder i kroppen - fra tarmene til blærebetændelse og alle andre steder, vi har slimhinder, der kan blive angrebet. Allicin har også vist sig at have en hæmmende effekt på parasitter, amøber og indvoldsorm, så hvidløgskapsler kan være guld værd i rejsekufferten til sydlige himmelstrøg, hvor den type snyltere trives.

 

Modstandsdygtige bakterier

Adjunkt på KU Tim Holm Jakobsen har forsket i hvidløg og skrevet en ph.d. afhandling om dets effekt på resistente bakterier og særligt på bakterien Pseudomonas aeruginosa, som er synderen bag kroniske sår på benene og i lungerne hos personer med cystisk fibrose. Bakterierne bliver resistente, når de klumper sig sammen og danner en sej film af organisk materiale omkring sig. Filmen beskytter bakterierne mod antibiotika, og gør det rigtig svært at komme bakterierne til livs. Stoffet ajoene fra hvidløget kan i samspil med antibiotika få has på mere end 90% af de resistente bakterier. Ingen af tingene har nævneværdig effekt alene ifølge Tim Holm Jakobsen, men magien opstår i kombinationen af de to. Ajoene er et af de aktive stoffer, som allicin kan omdannes til.

Ajoene lammer Pseudomonas aeruginosa bakteriens kommunikationssystem, så det ikke længere er i stand til at udskille et giftstof, der hedder rhamnolipod, som angriber de hvide blodlegemer i kroppen og ødelægger dem. Da de hvide blodlegemer er en vigtig del af kroppens immunforsvar, kan resistente bakterier virkelig gøre skade, hvis infektionen får lov at være ubehandlet i lang tid. Men med de rette midler, er det heldigvis ikke en situation, der behøver opstå.

 

50 fed hvidløg om dagen

Hvis man vil bekæmpe et skinnebenssår med frisk hvidløg alene, skal man spise 50 fed dagligt for at få den rette mængde ajoene til behandlingen.

 

Skrevet af Rikke Agersted

bottom of page