Kærlighed og vitaminer

Bragt i sund-forskning i oktober 2013.

Er det nok at elske sine børn, eller skal der mere til for at sikre dem et godt liv? Et frækt spørgsmål, for kærligheden rækker langt, men kan nu alligevel ikke erstatte de vitaminer og mineraler, som poderne skal bruge til deres udvikling.

 

Meget mærkelig mad

Da mine egne børn gik i børnehave, trak børnehavelederen mig en dag til side og fortalte med et indforstået smil, at flere forældre havde spurgt hende, hvad mine sønner fik med i madpakken, fordi deres børn havde været hjemme og fortælle om den meget mærkelige mad, mine unger havde med til frokost. Det indforståede smil dækkede over den fælles forståelse for sund kost, vi begge havde.

Det sjove, men også dybt foruroligende ved historien er, at mine børn fik helt almindelig mad med - men de andre børn genkendte den simpelthen ikke. Rugbrødet var hjemmebagt og pålægget var alt fra økologisk kødpålæg som leverpostej med hjemmesyltede rødbeder og spegepølse til fisk, ægge- og kartoffelmadder med en klat mayonnaise og grønt drys. Ved siden af madderne lå små pakker med nødder, mandler, solsikkefrø, rosiner og andet godt, ligesom der som regel var ekstra grønt i form at gulerødder, bladselleri, et stykke agurk, peberfrugt eller små tomater.

 

Jeg tog tidligt fri fra arbejde en dag, så jeg kunne komme og se de andre børns madpakker for at forstå, hvorfor ganske almindelig mad var så mærkelig, at børnene ligefrem måtte hjem og fortælle forældrene om det. Trist var det at se, at nærmest alle madkasserne indeholdt rugbrød med Stryhns leverpostej, pålægchokolade, figenpålæg eller lyserød spegepølse. Nogle havde endda ansigtspålæg med - indfarvet kødpålæg af dårlig kvalitet der lignede et smilende ansigt. Dertil Danone youghurt, mælkesnitter og hvis bølgerne gik høj et stykke agurk. Det var simpelthen den frokost disse børn voksede op på, og man kan så kun gisne om, hvad de fik til dagens andre måltider.

 

Kvaliteten vigtig

Det triste ved min historie er, at de andre børns farveløse madpakker var ligeså blottet for sunde næringsstoffer som inspiration.

Børn har brug for et godt fundament kostmæssigt for at understøtte deres trivsel og vækst. Kroppen vokser, hjernen skal bruge brændstof til alt fra motorik til indlæring, knoglerne skal udvikles og grunden skal lægges til at modstå sygdomme senere i livet. Til det skal kroppen bruge næringsstoffer som vitaminer, mineraler, fedtsyrer og mælkesyrebakterier.

Vigtigt er det at forstå, at kvaliteten af disse næringsstoffer kan være altafgørende for optagelsen og udnyttelsen i kroppen.

Et vitamin er for eksempel ikke bare et vitamin. Det kan være organisk eller uorganisk bundet. Organiske vitaminer og mineraler findes i naturen og i den form, som vores krop er designet til at optage dem i gennem maden. Uorganiske vitaminer og mineraler fremstilles i et laboratorie og fremkommer i en form, som er sværere optagelig for kroppen end de organiske. Forskellen er lidt i stil med at prøve at tage en højrehåndshandske på venstre hånd. Den passer bare ikke helt rigtigt.

 

Kvalitet fra fødslen

Når et barn fødes, er det ikke med et færdigudviklet immunforsvar eller mikroflora. Modermælk er derfor fra naturens hånd designet til barnets behov og indeholder mange vigtige stoffer, som det skal bruge for at vokse og udvikle sig normalt. Det indeholder også de vigtige antistoffer, IgA, som ikke findes i for eksempel komælk, men som barnet har brug for til at beskytte sig, indtil dets immunforsvar omkring 6 måneders alderen er fuldt udviklet. IgA beskytter især slimhinderne i mundhulen og mave-tarmkanalen.

Børn, der er blevet ammet, har tilbøjelighed til at have færre infektioner og allergiske reaktioner end børn, der er opfostret med modermælkserstatning, så allerede inden barnet begynder at indtage fast føde, er kostens kvalitet vigtig.

Et barn tredobler sin vægt i løbet af det første leveår. Det siger næsten sig selv, at det ikke er ligegyldigt om næringsstofferne, der fordrer denne udvikling, kommer fra pommes fritter eller grøntsagsmos.

 

Jamen kroppen bruger jo sukker!

På Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet har man lavet en undersøgelse, der viser, at 11 årige danske børn kun spiser omkring 250 g. ud af de 600 g. anbefalet frugt og grønt om dagen. Faktisk er det kun 10% af alle 11 - 14 årige børn, der indtager den anbefalede mængde, så der er god grund til bekymring. Børnene får simpelthen ikke nok af de vigtige næringsstoffer, som deres krop har brug for.

Hvis ikke børnene spiser sig mætte i sunde råvarer, hvad fylder de så maverne med?

Faktisk får tre ud af fire børn i Danmark alt for meget fedt og sukker på daglig basis, hvilket jo stemmer godt overens med min oplevelse i børnehaven.

Har det nogen betydning, vil mange måske spørge sig selv? Kroppen bruger jo f.eks. glucose som energi. Men ja, det er faktisk rigtig skidt.

Store mængder sukker kan gøre os syge. Udover den åbenlyse overvægt, vi kan risikere med de søde sager, så påvirker sukkeret koncentrationsevnen, humøret og energiniveauet.

For meget sukker giver også basis for udviklingen af alvorlige sygdomme som diabetes, hjerte-karsygdomme, for lavt blodsukker, osteoporose og migræne.

 

Sundheden kan ikke vente

Tilbage til spørgsmålet om hvorvidt kærlighed er nok til at sikre børnene et godt liv. Kærlighed er også, når forældre sætter grænser omkring kosten og dermed søger at sikre at poderne også om tyve år er sunde og raske. Mange glemmer, at det er i barndommen kimen lægges til et hav af sygdomme senere i livet og tænker derfor, at det ikke gør så meget, at der ryger lidt for meget fast food, slik og sodavand indenbords. Knogleskørhed er en af disse sygdomme, og hvis ikke knoglemassen opbygges i løbet af de første ca. 25 år af ens liv, er det for sent. Sukker og sodavand er nogle af de store syndere i den forbindelse og egentlig skal der så lidt til at ændre de dårlige vaner.

Når 90% af Danmarks børn og unge får for lidt af de sunde madvarer, har multivitaminpiller i høj grad sin berettigelse, selvom de har mødt meget modstand gennem de seneste år. Men hvis ikke børnene får deres vitaminer og mineraler gennem kosten, hvordan i alverden skal de så få dem, hvis ikke de bliver tilført på anden vis?

Nu er det ikke kun på grund af mangelfuld kost, at vitaminpiller kan være nødvendige. Ved sygdom, om vinteren hvor grøntsager og frugt har mistet mange vitaminer eller belastende perioder, kan kroppen have brug for et ekstra tilskud. Der bør selvfølgelig vælges et kvalitetsprodukt med organisk bundne stoffer, som sikre en god udnyttelse.

 

Vidste du?

- At det gennemsnitlige sukkerindtag i dag er på 113 g. mod blot 7 g. dagligt for 150 år siden?

- At overvægt blandt børn og unge er tredoblet de sidste 30 år i Danmark?

- At diabetes 2, også kaldet gammelmandssukkersyge, i stigende rammer børn og unge hvert år grundet forkert kost? I USA skete der en stigning af sygdommen på hele 21% mellem år 2001 og 2009

- At søde morgenmadsprodukter, frugtyoughurt, mælkesnitter, ketchup, kiks, sodavand, saft og chokolademadder indeholder alt for meget sukker til at produkterne burde indgå i den daglige kost?

- At kroppen ikke skelner mellem de lette kulhydrater i brød eller søde sager?

 

Skrevet af Rikke Agersted

This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now