Probiotika med stor effekt
Bragt i sund-forskning.dk i februar 2012.
Det menneskelige fordøjelsessystem er beskyttet af tarmfloraen, der skal sikre, at skadelige bakterier, svampe o.l. ikke trænger gennem tarmvæggen og ud i resten af kroppen. Alene i tyktarmen er der op til 2 kg. mikroorganismer, og det er derfor afgørende for kroppens tilstand, at tarmfloraen plejes gennem hele livet.
En vigtig nøgle
Kroppen har forskellige måder at beskytte sig på, hvoraf mikrofloraen er en af dem. Immunforsvaret er en anden. I tarmsystemet arbejder disse to systemer sammen om at beskytte kroppen mod de bakterier, svampe og fremmedstoffer, der måtte komme ind i fordøjelseskanalen med mad, drikke, kys, berøring og andre måder at overføre udefrakommende stoffer på.
Visse typer probiotika stimulerer immunforsvarets produktion af antistoffer, øger antallet af hvide blodlegemer og øger desuden både modningen og aktiviteten af immuncellerne kaldet makrofager, T- og NK-celler.
Ven eller fjende?
I menneskets fordøjelseskanal er der ca. 400 forskellige typer bakterier. Nogle er gavnlige og kaldes probiotiske. Andre er isoleret set sygdomsfremkaldende og kaldes derfor patogene.
Tilsammen udgør de mikrofloraen og hos et sundt og raskt menneske er der en god balance bakterierne imellem, hvor de sygdomsfremkaldende holdes i skak af de probiotiske.
Omkring 70% af kroppens immunceller sidder i tarmen, som dermed er en uhyre vigtig del af kroppens immunsforsvar.
Sker der en forrykning af balancen kan sygdom opstå, og i biopatiens / naturopatiens verden er det alment kendt, at et sundt fordøjelsessystem er vejen til et godt helbred.
Hjælp udefra
Forrykning af tarmfloraens balance kan ske i et hav af situationer. Antibiotikabehandling, stress, smitte med aggresive patogene bakterier, parasitter, medicin og usund kost er blot nogle af de årsager, der kan ligge bag.
Behandling kan dels bestå af ændrede kostvaner, motion og forskellig urtemedicin, men tilførelse af probiotika kan også være uhyre vigtigt.
Bakterier holdes i skak
Probiotikas positive indvirkning på balancen i tarmfloraen skyldes flere ting. Dels er det sværere for de patogene bakterier at hæfte sig på tarmvæggen, hvis pladserne er optaget af probiotika. Dels har probiotika en hæmmende virkning på de patogene bakterier og deres toxiner.
De gavnlige tarmbakterier producerer blandt andet eddike og / eller mælkesyre samt hydrogenperoxid, som hæmmer kolonisationen af de patogene, fordi pH-værdien i tarmen sænkes, hvilket ikke er optimalt for dem. Probiotika producerer desuden bakteriociner, som er proteiner eller kemiske stoffer, der hæmmer skadelige mikroorganismer.
Når produktionen af antistoffer samtidig stimuleres af probiotika, er bunden for et velafbalanceret fordøjelsessystem lagt.
God respons
Inflammatoriske tarmsygdomme, bakterieangreb med f.eks. salmonella, E. coli eller stafylokokker, svampeinfektioner eller parasitter er alle med til at skabe ubalance i tarmfloraen. Til gengæld responderer tarmen også vældig positivt på probiotika som en del af behandlingen. I et studie med 326 kinesiske børn konkluderede man sågar, at forebyggende behandling med probiotika reducerede forekomsten og varigheden af influenza ligesom brugen af anitbiotika blev mindre.
Fødevareintolerans og allergier er også sygdomme, som har en positiv respons på genoprettelse af tarmfloraen.
Vær opmærksom
For at sikre et sundt tarmsystem livet igennem er det vigtigt at lytte til kroppen. Opstår der småsymptomer i fordøjelsessystemet som øget luftdannelse i maven, mavekneb, forstoppelse eller diarré er det vigtigt allerede der at gribe ind. Måske skal kosten justeres, kaffeforbruget sænkes eller en kur med probiotika tages i en periode for at genoprette balancen. På den måde forebygges alvorligere sygdomme og muligheden for at leve et langt liv uden fordøjelsesproblemer øges.

Skrevet af Rikke Agersted